Center for Bio-diversitet |
En nekrolog over Herthapointeren
- om den svære kunst at bevare de gamle husdyrracer.
(Fotografi af en Hertha Pointer)
Igennem den senere tid har der været stor politisk diskussion
om, hvordan vort samfund på bedst mulig måde kan bevare husdyrracer,
som vi opfatter som værende af nationalhistorisk værdi.
Dette indlæg har ikke til hensigt at udtrykke politiske holdninger
i forbindelse med den løbende diskussion, men i stedet give et lille
konkret eksempel på, hvorfor nogle af vore nationale husdyrracer
ofres på det politiske alter, fordi politiske og/eller foreningers
interesser tilsyneladende overskygger det egentlige mål, nemlig at
bevare vore nationale husdyrracer.
Herthapointeren er en jagthunderace, som har været godkendt som
selvstændig race i Dansk Kennel Klub i 2 omgange, nemlig i slutningen
af 1890'erne, hvor Herthaklubben var DKK's første specialklub og
i forbindelse med Herthaklubbens gendannelse i 1918.
Som det er tilfældet med andre husdyr ændres folks interesse for sådanne hunde naturligt nok over tid. Det skete også for Herthapointeren. Men en nærliggende årsag hertil kunne måske også være, at hundeavlen allerede på daværende tidspunkt var præget af interessekonflikter af forskellig art i DKK.
Uanset hvilken holdning man kan have hertil, var resultatet heraf uomtvisteligt.
Herthapointeren begyndte at uddø - til nogens fortrydelse og
andres henrykkelse. I en periode anså man faktisk denne hund for
uddød og begravet. Men, men, men..........
DKK udviste i starten af 70'erne en sand moral og bevaringsinteresse
for denne race. Det skete i DKK's Udvalg for Bevarelse af Nationale Racer,
som på dette tidspunkt blev ledet af Jytte Weiss, der havde et meget
stort hjerte for at sikre bevaring af vore nationale hunderacer.
Udvalgets store arbejde har blandt andet resulteret i, at vi idag fortsat
kan stifte
bekendtskab med Broholmeren, den Dansk/Svenske Gårdhund og den
Danske Spids.
Arbejdet resulterede således i, at DKK fra 1974 og nogle år
frem støttede op om arbejdet med at bevare Herthapointeren. Imidlertid
faldt DKK's interesse for dette arbejde over tid, uden at der egentlig
findes nogen reel, rationel og motiveret begrundelse herfor.
30 års kamp
I dag, små 30 år senere, må alle Hertha-elskere der
har støttet dette arbejde erkende, at slaget er tabt. Historien
om Herthapointeren vil således i løbet af meget få år
kun kunne genfortælles i form af billeder og anden skriftlig dokumentation.
Endvidere vil den fulde historie om denne vidunderlige jagthund, kun kunne
fortælles af nogle få personer i vort land.
I disse små 30 år har der været ført en utrættelig
kamp for at bevare denne hund. Men nu har Jytte Weiss, der er den førende
opdrætter, strakt gevær og opgivet at videreføre arbejdet.
Egentlig meget forståeligt, når man som undertegnede, har
været tæt på denne kamp og set alle de politiske kampe
den har medført. Inklusive i øvrigt også en retsag,
hvor endog meget stærke beviser om hundens genmateriale blev tilsidesat.
Hvorfor er det så gået sådan for denne elegante jagthund?
Det er selvfølgelig det sværeste spørgsmål at besvare, især fordi modstanderne af racen, nemlig DKK og Dansk Pointer Klub, alene henholder sig til, at de mener der blot er tale om en farvevariant af den Engelske Pointer. De negligerer endvidere det faktum, at racen i to omgange har været godkendt som selvstændig race i DKK. Ej heller har udsagn om racens selvstændighed fra forskellige eksperter indenfor husdyrgenetik kunnet rokke ved modstandernes opfattelse.
En undersøgelse på Sveriges Lantbruksuniversitet af blodplasmaproteiner viser efter min opfattelse, at Hertha hunde og danske Engelske Pointere har en markant forskel på flere af de undersøgte blodplasmaproteiner. Dette endda tiltrods for at Herthaen har væres brugt i Engelsk Pointeravl i Danmark helt op til undersøgelsestidspunktet. Men heller ikke denne test har fået DKK og Dansk Pointerklub til at betvivle deres egen opfattelse.
Med baggrund i ovenstående må det derfor siges, at arbejdet for denne races selvstændighed og bevarelse har været præget af DKK's og Dansk Pointer Klubs manglende interesse i at bevare en selvstændig nationalhistorisk jagthund.
Denne ėlilleî sag blot for at erindre om, hvor vigtigt det er, at arbejdet med at bevare vore nationale husdyrracer får den opbakning, der skal til, for at almindelige mennesker og interesseorganisationer, som jo skal være det bærende element i bevaringsarbejdet, får den nødvendige politiske bevågenhed.
Til minde om en prægtig og vidunderlig jagthunderace, der nu ser sit endeligt i møde på grund af mange års strid, interesser og politiserende debat.
Æret være dens minde!
Fotografi af en Hertha Pointer
(Artiklen er tidligere trykt i: Loci - nyhedsbrev fra Center for Bio-diversitet
nr. 3 sommer 2002)
© Center for Bio-diversitet. - Ophavsret på Internet
Denne side er senest revideret juli 2002.
Links til disse sider bedes knyttet til forsiden, for at undgå "døde links" ved omlægninger af siderne.
Center for Bio-diversitet har til formål at fremme den biologiske mangfoldighed og bevarelsen af gamle og nye varieteter med værdifulde egenskaber.
Centerets websider redigeres af Heine Refsing
