Biodiversitet - der er langt
fra Rio til Bruxelles
Af Heine Refsing, Center for Bio-diversitet
Det hedder i Rio-konventionen at:
...landene skal søge at bevare
racerne/varieteterne i de omgivelser hvor de har
udviklet deres særlige egenskaber....
og : .. respektere bevare og vedligeholde viden
og praktiser, der findes i lokalbefolkningen , når
den er en del af en traditionel livsstil som er relevant
for bevarelsen af de mangfoldige racer/varieteter.
Men hvordan ser realiteterne ud i EU i 1997 ?
I FNs Rio-konvention om biologisk diversitet, fik man
vedtaget nogle vældig gode og smukke mål, om
hvordan alle FNs medlemslande skulle bevare den biologiske
mangfoldighed, såvel de vilde arter som de
forædlede husdyr og kulturplanter. Man skulle
herefter på det ihærdigste sikre, at flest
mulige sorter og racer overlever, selvom de er gået
ud af produktionen, og det både i genbanker og i
virkelig avl.
Det første kniber det med at leve op til for
ulandenes vedkommende - og det forstår man ligesom,
sålænge befolkningen er underernæret,
må det være svært at få ret store
bevillinger til frostlagre for små glas med
frøprøver.
At det kniber gevaldigt med det sidste i EU-landene, er
derimod temmeligt svært at forstå. At der ikke
er gjort så meget for ligefrem at stimulere og
understøtte arbejdet med at bevare sorter og racer
i de områder, hvor deres vugge har stået,
kunne man nok forklare med at Rio-konventionen
først blev vedtaget i 1992 og EU-apparatet rider
måske ikke lige samme dag som det sadler. Men at EUs
regler er fuld af finurligheder, der ligefrem lægger
hindringer i vejen for, at behjertede mennesker kan bevare
sorter og racer i deres intakte oprindelige form, og endda
tilskynder til at endnu flere sorter ryger ud på
sidelinien, hvorfra der er meget kort til definitiv
forsvinden - direkte i strid med Riokonventionens
intentioner. Det er da utroligt! Havde et U-land formastet
sig til noget lignende, ville det miste bistand og blive
truet på handelsaftalerne.
EU og reglerne
Nu er EU jo på mange måder de gode
intentioners projekt, men EU-apparatet er stort og
virkeligheden her ved årtusindes slutning er
kompleks, og de to faktorer tilsammen kan godt gå ud
over overblik og sammenhæng. Og det er også
heri forklaringen på EUs defacto bekæmpelse af
den biologiske mangfoldighed skal søges, for der er
næppe nogen i EU-apparatet, der fuldt bevidst har
til hensigt at tromle Rio-konventionen. Men når
overblikket forsvinder, får pressionsgrupperne mere
frit spil, og så bliver det svært at få
de gode intentioner omsat til handling.
De regler, der skaber problemerne er slet ikke
regler. der har til formål at regulere den
biologiske mangfoldighed - det er så at sige en
bivirkning. De famøse regler er nemlig skabt for at
beskytte producenter og forbrugere mod fusk og
dårlig kvalitet. Men de rammer alt for bredt og
indeholder ikke undtagelser og minimums grænser, der
kunne levne plads for bevarelse af de marginale sorter og
racer i produktion og handel af mindre målestok.
Kulturplanterne
For at en frøsort må sælges i EU, skal
den registreres på en sortsliste af et
frøfirma, og det er så dyrt, at kun sorter
med en relativ stor omsætning er rentable at ofre
registreringen på.
Det er regler, der er skabt for at beskytte, avlerne mod
at så noget, der ikke svarer til beskrivelsen. Det
er jo godt nok når det drejer sig om et gartneri,
der tilsår et par hektar med en lovende
kålsort, at de har en vis sikkerhed for, at en hel
sæsons arbejde ikke er spildt. Men det er at skyde
gråspurve med kanoner, når de samme krav
gælder for frø, der skal sælges i
små poser med 5 g. Så beskyttelsen af
forbrugeren står ligesom ikke i forhold til den
skade, reglerne gør på den biologiske
mangfoldighed. I øvrigt er beskyttelsen ikke
så god endda, fordi det er helt legalt at
sælge registrerede sorter i Danmark, selvom de
flotte ord og billeder på posen bygger på
hollandske erfaringer. Det er tragisk, for vi bytter
derved gamle egnstilpassede sorter, der gav et mindre men
stabilt udbytte ud med internationale registrerede sorter,
der har gode papirer på ydeevne, men som bare ikke
holder hvad de lover, når de kommer til Jelling
på jord, der ikke er optimal og
“velsprøjtet” .
EUs ønske om ensartethed er i sagens natur
på kollisionskurs med et ønske om
mangfoldighed. Der findes agurkesorter, som er hvide,
gule, runde og endda tornede, såvel som
jordbærsorter, der har rosa, hvide eller
gulgrønne bær og hvad faconen angår kan
bærrene på nogle sorter nærmest
være femtakkede eller bare skæve og flade som
vores egen Dybdahl. Den slags sorter med
særpræget udseende kunne nok have en fair
chance for at overleve som specialiteter, men hvordan
skulle de nogensinde få klemt sig ind i regulativer
for ensartethed? Reglerne for produkternes ensartethed er
ganske vist rummelige nok til at krumme agurker og lilla
gulerødder kan sælges på torvet. Men
når de “underlødige” sorter ryger af
sortslisterne, bliver det ofte praktisk umuligt for et
lille torvegartneri at skaffe frø eller
udplantningsplanter.
Husdyrene
For dyrenes vedkommende er det de veterinære
bestemmelser, der giver problemer for de gamle racer og
deres venner. Et frisk eksempel er
bekæmpelses-planen mod virus-sygdommen Newcastle
disease. Sygdommen smitter ikke mennesker, men alle
hønse-fugle og overføres af mange andre
fuglearter ligefra gråspurve til duer.
Den allervigtigste grund til overhovedet at bevare
husdyrracer, der er gået ud af produktionen, er at
man ønsker at bevare andre genetiske egenskaber end
de rent produktive, især egenskaber som
tilpasningsevne overfor miljøet generelt og evnen
til at udvikle resistens mod sygdomme. Disse egenskaber
vedligeholdes og udvikles imidlertid kun hvis dyrene
udsættes for miljøets belastninger og
smittekim fra de sygdomme, de udvikler resistens mod.
EUs kamp mod Newcastle disease omfatter alle tamme
fjerkræ, men ikke vilde fugle. Det betyder at en
fasan, der holdes i fangenskab er omfattet af
bekæmpelsen mens en vildtlevende fasan ikke
omfattes. Smitten trives altså frit i naturen,
hvilket er uundgåeligt, idet det er totalt umuligt
at udrydde en virussygdom med så mange forskellige
værtsarter. Det er således ikke en kamp mod
vindmøller, men en kamp mod himlens frie fugle!
Bekæmpelsen får lidt forskelligt udtryk i de
enkelte lande, i Danmark nedslagtes hele flokken, hvis en
enkelt høne viser sig at være smittet. Set
fra et bevaringssynspunkt er det meget uheldigt, fordi
netop de høns, der overlever kontakt med smitten,
er de der rummer de værdifulde genetiske egenskaber,
vi ønsker at bevare. I andre lande praktiseres
forskellige andre ordninger, som f.eks. vaccination,
de er mere hensynsfulde overfor de mennesker, der vier
deres tid til at passe vores levende kulturarv med foder
og vand indtil næste generation får eget hus
og have, og overtager dem. Men udfra et bevaringssynspunkt
er vaccinationen ligeså meningsløs, fordi den
beskytter hønsene mod den naturlige selektion for
sygdomsresistens. Beskytter man dyrene mod sygdommenes
naturlige evolution, kan man ende med at bevare en tom
skal, der i farve og form ligner de gamle racer på
en prik, men ikke rummer deres egenskaber, fordi de ikke
har haft brug for disse egenskaber i generationer.
En nærliggende løsning ville være at
lade småhold af høns være undtaget fra
bekæmpelsen sammen med de beslægtede vilde
arter. Man kunne tillade brugen af vaccination i
erhvervsbesætninger, så de kan beskytte de
svækkede men produktive industri-høns mod
kæmpetab ved sygdomsudbrud. Og så overlade de
gamle racer til naturens luner sammen med de vilde fugle.
På den måde vil de små hønsehold
være et stort billigt avlscenter, hvorfra man altid
kan hente avlsmateriale, der kan tilføre
produktionshønsene vitale gener, som kan blive
meget vigtige hvis f.eks. frilandhøns engang bliver
normen i stedet for undtagelsen.
Lignende forhold gør sig gældende for andre
husdyr og andre sygdomme, og sålænge
sygdommene ikke smitter mennesker, burde man i
mangfoldighedens navn lægge en anden standard for
småhold af gamle racer end for masseproduktion af
industridyr. Og selv for en sygdom på grænsen,
som salmonella, er det velkendt at arvelig resistens kan
fremelskes i en race eller mistes afhængig af
avlsmål, og da salmonella bakterier er tilstede i
det naturlige miljø, i jord og på planter,
vil f.eks. en frilandshøne være nødt
til, at have anlæg for en fornuftig resistens i sin
arvemasse. Det er derfor et udmærket mål at
have at udrydde salmonellabakterier i industrielle
kyllingefarme osv., men knap så smart at
overføre den standard på
hobbybesætninger i folks baghaver eller
frilandshøns i det hele taget. Folk bliver jo
også sjældent syge af at spise deres egne
høns, både fordi de færreste vil spise
en syg høne, og fordi processen med at
rengøre den, giver en lidt mere jordnær
føling for værdien af at tilberede
kræet forsvarligt.
Fra at modarbejde til at fremme den gode sag
At fjerne de sikkert ganske udmærkede reglers
uhensigtsmæssige bivirkninger er nemt og ganske
gratis, fordi det simpelthen består i at
indføre en bagatelgrænse, og de-regulere alt
det der ligger under grænsen, og så håbe
på at behjertede mennesker vil bevare den biologiske
mangfoldighed i deres baghaver, og det vil de uden tvivl i
en vis udstrækning,
Men det at undlade at skabe forhindringer for udbredelsen
af udgåede sorter er dog kun et første lille
skridt i den rigtige retning
Man skal ikke overse, at grunden, til en sort ryger
ud af mainstream produktionen, er, at dens
økonomiske afkast er for lille til, at den er
rentabel at dyrke eller avle. Fjerner man f.eks.
frøgodkendelsesgebyrerne, vil det ganske vist redde
en lille gruppe op over den økonomiske
rentabilitets grænse, - de som er “fancy” eller
tæt på mainstreamsorternes udbytte; men det er
langt fra sikkert, at det også er netop de sorter,
der bærer rundt på de egenskaber vi får
brug for om 25 eller 200 år.
Så en lempelse af reglerne kan godt glæde
både haveejerne og nogle små
frøfirmaer; men skal man for alvor leve op til
Rio-konventionen, må man et skridt videre og
på en eller anden måde stimulere og
understøtte bevarelsen af sorter og racer for deres
egen skyld. For kun virkelige “nuts” gider i det lange
løb at passe og pleje en varietet år efter
år, fordi oldebørnene måske får
brug for en eller anden egenskab, den måske
bærer rundt på i sin arvemasse. Så skal
Rio-konventionen efterleves, må der et andet
incitament til end blot det at, det er sjovt at servere en
tornet agurk for svigermor, og sådanne incitamenter
kunne EU jo i virkeligheden være en
udemærket instans til at skabe.
Indtil det sker bliver både dyr og planter i
virkeligheden overladt til modeluner, og det er ikke den
bedste sikkerhed for bevarelsen. Dyrene er derudover ofte
i hænderne på opdrættere, der kun
opdrætter med henblik på udstillinger, og det
avlsprogram, der praktiseres i den sammenhæng, tager
sjældent højde for at bevare racernes iboende
egenskaber.
(Artiklen er tidligere trykt i: Praktisk Økologi
nr. 2 - 1997)
|