Center for Bio-diversitet

 artikel
 
  Forsiden     Om os    Kampagne   Tidsskrift   Litteratur    Husdyr    Kulturplanter    Biodiversitet generelt

 
 

Fakta om Newcastle Disease (Hønsepest)

er det farligt ? - red dine høns! - fremtiden - landbrugets misinformation - resistens og avl
 

Er Newcastle Disease farligt ?

Sygdommen smitter ikke mennesker eller pattedyr.
Newcastle er en virus ligesom den influenca, der rammer os mennesker. Når den er overstået er man enten død af infektionen, eller man har dannet antistof og er immun. Det gælder også for høns og fugle, der har haft Newcastle Disease.

En høne med erhvervet immunitet mod Newcastle Disease overfører gennem ægget antistof, som beskytter kyllingen de første uger.

Udbrud af Newcastle Disease varierer meget i voldsomhed, dels er der ligesom hos vores menneskelige influenca forskellige varianter, dels er der forskel på forskellige racer og populationers naturlige modstandskraft, og endelig har de forhold fuglene lever under stor betydning for et udbruds forløb - blandt tæt sammenstuvede industrihøns, der lever i en konstant stress tilstand, kan udbrudene resultere i høj dødelighed, hos mindre flokke under naturlige forhold kan sygdommen gå helt upåagtet hen.

Immunitet efter vaccination eller infektion er ikke livsvarig derfor er den genetisk betingede naturlige modstandskraft vigtig - vaccination er skruen uden ende fordi den skal gentages med mellemrum, hvis racer med et svagt immunforvar skal holdes raske. Vaccine er dog velegnet til intensiv fjerkræindustri, hvor dyrene kun lever kort tid og er meget sårbare pga. de forhold de lever under og deres genetiske svaghed.
 
 

Red dine høns

Hvorfor nedslagte raske fugle ?
Raske hobby høns med antistof er immune. De kan hverken smitte eller smittes og udgør derfor IKKE en fare for fjerkræerhvervet. Derfor er det helt uberettiget at nedslagte folks sunde og raske høns blot pga. antistof i blodet.

Mange avlere har lagt årtiers avlsarbejde i deres racefjerkræ, nogle avlere holder hønsene som håndtamme kæledyr, ligesom andre har hunde eller andre hobbydyr.
Det udtryk for magtarrogance, hvis man nedslagter folks kæledyr, selvom de IKKE udgør nogen fare for noget som helst.

Red dine høns
Hvis dine høns er raske, kan du med god samvittighed gøre hvad som helst, du finder nødvendigt for at redde dem fra uberettiget nedslagtning. Du risikerer ikke at blive skyld i smittespredning - men undgå for enhver pris kontakt med erhvervsfjerkræ-besætninger!

Undgå smittespredere
Det er en god regel at undgå besøg i andre hønsegårde når der er sygdomsudbrud. Det gælder selvfølgelig også personer fra myndigheder, hvis man sender kampklædte hjemmeværnsfolk ud som går fra hønsegård til hønsegård, som det er set i en 500 meters-zone i Hviding (Jyske Vestkysten, 20/8), kan de slæbe smitte fra en enkelt syg flok med rundt i et helt område.
Du har ingen pligt til at lukke dem ind, lad dem aflevere deres ting i postkassen!

Søg dispensation
Hvis det kommer så vidt at dine høns er blevet blodprøvet og fundet antistof-positive kan du gøre følgende:

1) Nægt at lade fuglene nedslagte før den mere omfattende test har dokumenteret, om der er aktivt virus i dem.
Kræv test af hvert enkelt individ.
Hvis kun enkelte individer har aktivt virus (=syge) og de andre har dannet antistof bør du vælge at nedslagte de syge individer, som udskiller virus (smitter) i 4 uger.
Kræv aktindsigt i testresultaterne i henhold til Lov om Offentlighed i Forvaltningen.

2) Hvis myndighederne insisterer på at nedslagte raske immune individer med antistof i blodet, kan du søge dispensation.
Begrund din ansøgning med:
 

  • at fuglene har dannet antistof, dvs. de er immune og kan hverken smitte eller smittes, og dermed er der ikke nogen saglig begrundelse for at nedslagte dem.
  • fuglenes værdi for dig: f.eks. de repræsenterer mange års avlsarbejde, de er dine eller børnenes kæledyr eller de udgør en del af en sjælden og fåtallig race etc., etc.
  • henvis til Danmarks forpligtigelser i henhold til Rio-konventionen.

    •  
    Er du medlem af en raceforening e.lign. så bed dem om hjælp 

    Kontakt eventuelt en advokat  

    Hjælp andre avlere der kommer i klemme
     
     

    Fremtiden

    Det er muligt at  indrette en veterinær politik, som gør det muligt  at vi alle kan være her:
    - moderne industrielt landbrug
    - naturens vilde fugle
    - almindelige mennesker der holder af dyr og bevarer en levende kulturarv

    Fjerkrærådet har allerede få dage efter sygdomsudbruddet udtalt at man nok skal overveje at vaccinere erhvervshønsene, både fordi Danmark status som "Newcastle-frit" ikke længere har store betydning  for eksportmuligheder og fordi flere og flere erhvervshøns nu også går på friland - sammen med vilde fugle.
     
    Ved at lade erhvervet vaccinere deres dyr, som i andre EU-lande og lade vaccination være en frivillig mulighed for hobbyfjerkræ, opnår man både en beskyttelse af erhvervets sårbare høns og at racefjerkræ, der holdes for kulturelle formål, hverken bliver gidsler i et økonomisk spil om erstatninger og skyld eller underlagt unødigt bureaukrati.

    Den nuværende model vil i sin yderste konsekvens betyde krav om udryddelse af de vilde fugle - og meget store regninger til skatteyderne.
     
     Læs også: Centerets forslag til Fødevareminister Marian Fischer Boel
     
     
     

    Baggrund

     

    Landbrugets misinformation om Newcastle disease

    "Hobbyavlere spreder smitten"

    - det passer ikke:  alle udbrud af sygdommen stammer fra en stor industrifarm, de ramte hobbyavlere har i god tro købt syge industrihøns herfra.
    Der har ikke været et eneste udbrud i hjemmeavlerede kulturracer hos hobbyavlere.
    Selv hvis hobbyhøns er akut syge udgør de en mindre smittefare for industrifarmene end de vilde fugle, som flyver hvor de vil. Fjerkræindustrien er så lukkede systemmer at det er utænkelig for en industriavler have kontakt med hobbyhøns.
     

    "Nedslagtningspolitiken er nødvendig af hensyn til eksporten"

     - det passer ikke i de fleste andre lande vaccinerer man erhvervfjerkræet, og disse lande tjener også gode eksportindtægter på fjerkræindustrien.
    Man vaccinerer fordi man erkender, at det er umuligt at styre en virus med så mange forskellige værter (alle vilde fugle), og fordi de moderne produktionsformer med de tusindvis af tæt sammenstuvede fugle gør at sygdomsudbrud kan få et voldsomt forløb, med store tab til følge.
    I Danmark er det lykkedes fjerkræindustrien at overbevise politikerne om at skatteyderne skal betale nedslagtninger mv. istedet for at producenterne selv betaler udgifterne til at beskytte deres sårbare produktionsform med vaccine.
    Samtidig tages almindelige menneskers hobbyfjerkræ som gidsel, selvom de ikke er en del af erhvervet; men har deres fugle for sociale, kulturelle eller bevaringsformål.
     

    Resistens mod Newcastle disease

    Newcastle Disease rammer de fleste fuglearter, en schweitzist undersøgelse tyder på at 10% af alle vilde fugle har antistof mod Newcastle Disease, dvs de har haft sygdommen på et tidspunkt og klaret sygdommen.
    Vilde fugle kan overføre virus til tamfjerkræ, det er derfor sandsynligt at en del hobbyfjerkræ af racer der har været avlet i et naturligt miljø gennem generationer er immune og altså har antistof mod Newcastle Disease. Generationers frasortering af alle sygelige individer kan meget vel have fremelsket høj grad af genetisk modstandskraft også mod Newcastle Disease - ligesom den naturlige udvælgelse har gjort det hos de vilde fugle.

    For de kulturracer vi gennem Danmarks tilslutning til Riokonventionen om Biologisk mangfoldighed har forpligtiget os til at bevare er det vigtigt at bevare gener for en god modstandskraft mod sygdomme - og det gør man ved at avle videre med de stærkeste individer ligesom ude i naturen.
    Den slags gener er netop en af de centrale grunde til at bevare gamle kulturracer; men også i landbrugsindustriens produktionsdyr er avl efter bedre sundhed en mulighed, som dog traditionelt har meget lav prioritet i Danmark, hvor man i årtier har satset på brug af antibitika og udryddelse af sygdomme gennem nedslagtning.

     
    Desværre råder der på dette punkt megen uenighed mellem den veterinære opfattelse og den indstilling, som husdyrgenetikere har til dette problem. 

    Fra et avlsmæssig synspunkt er der ingen tvivl om, at man i det lange løb vinder kampen mod sygdomme ved at fremavle arter, som har en medfødt, ikke erhvervet, immunitet mod sygdomme. Man kan blot tænke på, hvilke beløb der år efter år kastes ud til antibiotika for bekæmpelse af sygdomme på områder, hvor det faktisk er muligt at avle sig frem til modstandskraftige dyr. Men avlen arbejder på længere sigt, og der kan derfor ikke pludselig fremlægges resultater, som kan måle sig med de øjeblikkelige veterinære resultater. 

    En anden modvirkende faktor for fremavl af modstandsdygtige dyr er den metode, som desværre praktiseres flere steder. Så snart en sygdom dukker op i en besætning, udryddes samtlige dyr, og der tages ikke hensyn til, at enkelte individer måske ikke bliver angrebne eller kun lider ringe under sygdommen. Hermed udrydder man genotyper, som i stedet for burde have lov til at forplante sig. Nu skal man dog ikke se for ensidigt på dette spødrgsmål, for der kan være tilfælde, hvor man ikke har set en sygdom i generationer, og skulle der da pludselig dukke et enkelt tilfælde op, er det sikkert klogere at eliminere dette enkelte individ. Men det må samtidig stå klart, at hvis der pludselig kommer en sygdom i et land, hvor veterinære foreskrifter har medført, at et naturligt udvalg (eller af mennesket dirigeret) ikke har kunnet virke, kan den få katastrofale følger. 

    Som et lille eksempel på hvorledes en sygdom har spredt sig trods de mest ihærdige anstrengelser fra veterinær side, kan anf,dres, at der i England i 1948 blev slagtet 48.000 høns for at bekæmpe Newcastle sygdommen (hønse-pest), i 1951 var antallet af slagtninger "kun" steget til 380.000, i 1953-54 slagtedes mere end en halv million og i 1956 passeredes den første million. Anstrengelserne var fuldstændig forgæves.
     

    Et af de første succesfulde forsøg med avl for henholdsvis lav og høj modtagelighed for Newcastle Disease hos høns blev udført allerede i 60erne og resultaterne er beskrevet af C. G. Gordon m.fl.

    Siden er vaccination blevet en udbredt måde at kontrollere Newcastle Disease i erhversfjerkræ; men mange steder i verden arbejder man også med fremavl af høns med bedre naturlig modstandskraft.
    Kun i et par lande mere end Danmark forsøger man stadig at udrydde sygdommen og udrydder samtidig uden tanke for fremtiden de genetisk bedste dyr - de som har klaret sygdommen og dannet antistof uden alvorlige symptomer.
     

    referencer:

    Venge, Ole - Husdyravl. - Kbh.: Det Kongelige Landhusholdningselskab, 1960

    Poultry breeding and genetics / R.D. Crawford. New York: Elsevier, 1990.

    Owen, J.B. & Axford, R.F.E. - Breeding for resistance in farm animals - Wallington: GAB International, 1991

    Tuff, Per  - Nedarvning av sykdomsresistens hos dyr - i : Afhandling nr. 5 fra Nordisk Veterinærmøde 1939.
     
    Gordon, C.D.; C.W. Beard, S.R. Hopkins, and H.S. Siegel -
    Chick mortality as a criterion of selection toward resistance or susceptibility to Newcastle Disease - i Poultry Science 50, 1971.

    Notat om Newcastle Disease i den vilde fauna - Statens Veterinære Serumlaboratorium, 2001


     
    Tilbage til forsiden  

    © Center for Bio-diversitet.  Denne side er senest revideret aug. 2002.

    Centerets websider redigeres af Heine Refsing