Center for Bio-diversitet

Kampen om det gamle kvæg

 
af Heine Refsing, Center for Bio-diversitet

Det er for ringe at den danske genbevaringsdebat ikke er nået videre. Hvis ikke bevaringsfarcen skal fortsætte, må parterne glemme de gamle fjendebilleder og indgå i et samarbejde, der kan virke tillidsskabende. Striden om de gamle kvæg kunne sagtens løses, hvis viljen var tilstede.

I årevis er striden mellem Oregaard og bevilligende myndigheder med jævne mellemrum blusset op og nået medierne. Oregaard og et par andre store avlere er enten blevet nægtet økonomisk støtte til deres bevaringsprojekter for især det gamle sortbrogede Jyske Malkekvæg, eller man har givet dem tilbud  om støtte, der har været knyttet sammen med betingelser, som var helt uacceptable for avlerne. De gensidige beskyldninger er hårde og personlige. Avlerne beskylder bl.a. staten for videnskabelig fusk og personlig forfølgelse af de førende bevaringscentre, og fra den anden side lyder beskyldninger om at dyrene holdes som gidsler, at der drives kaosavl, og at dyrene er værdiløse. I efteråret blev en ekstrabevilling på 2 millioner kroner dirigeret udenom de statskritiske avlere, og mens man venter på en længe tiltrængt international videnskabelig evaluering af området lakker det tilsyneladende mod enden for pionererne i redningen af de gamle racer, på grund af økonomiske trængsler.
FAO - FNs landbrugsorganisation, som har ansvaret for implementeringen af Rio-konventionen, når det gælder husdyr og dyrkede planter, opfordrer landene til at involvere alle aktører private såvel som såkaldte NGOer (Non Govermental Organisations) i et positivt samarbejde om bevaringsopgaven. Baggrunden for disse opfordringer er en erkendelse af at ved et positivt samspil med folkelige organisationer kan man bevare langt flere racer og langt større populationer med langt færre omkostninger end ved mere centralistiske statslige løsninger.
Men et sådant  positivt samarbejde er det aldrig rigtigt lykkedes at etablere i Danmark, og det kan godt undre i Grundtvig og Andelsbevægelsens fædreland!
Tværtimod har Oregaard og deres støtteforening "Gamle Danske Husdyrracer" ligget i bitter strid med  Statens Genressourceudvalg i henved 15 år.
 Omkring starten af denne fejde opstod der også i mange andre lande en øget bevidsthed om at de gamle uproduktive racer kunne blive en vigtig ressource i fremtidens husdyravl, i alternative produktionssystemer, og som levende kulturhistoriske pejlemærker. Denne spirende bevidsthed er næppe noget andet sted i FNs medlemslande endt i en så bitter og så langvarig strid.
Tilsyneladende er der gået "personfnider" i den fra starten. Men konflikten er selvfølgelig ikke bare "personfnider", men hvis man søger ind til stridens kerne finder man nogle få centrale stridspunkter, som ikke berettiger til en 15 år lang fejde. Disse stridspunkter kunne løses til alles tilfredshed uden de helt store anstrengelser. Hvis viljen var tilstede.

At striden om det Jyske Kvæg i virkeligheden er ganske enkel vil nok overraske mange, der har fulgt debatten sådan lidt tilbagelænet. Der findes 3 hovedgrupper af Jysk Kvæg med forskellig oprindelse, spørgsmålet om hvor forskellig denne oprindelse er, har desværre endnu efter 15 år, ikke været genstand for en åben og uhildet undersøgelse, som muligvis kunne have afklaret mangt og meget.
Men selv uden en sådan undersøgelse har der hele tiden været en oplagt model, som kunne løse konflikten.

De 3 gruppers historie er (så vidt det kan opklares) i al korthed følgende:

a) Gammeldags Jysk Malkekvæg fra 3 besætninger holdt af eneboer typer eller originaler, der holdt fast på gårdens fædrene kvæg og pr. familietradition fra starten havde trodset fusionen af Hollandsk og Jysk Malkekvæg  til den moderne Sortbroget Dansk Malkekvæg (SDM), ved selv at holde tyre. Dyr af denne gruppe holdes på Oregaard og hos Leo Kortegaard.

b) Westergaard gruppen som er en gammel familiebesætning af det Jyske Malkekvæg, som familien til en vis grad har formået at modernisere ved avl og udvælgelse men uden indkrydsning.

c) Rekonstrueret Jysk Kvæg - denne gruppe er baseret på dyr fra avleren Karl Nielsen, som allerede i 1968 længe inden interessen ellers vågnede havde fattet interesse for at rekonstruere det gamle Jyske Kvæg, som han på det tidspunkt ligesom alle andre troede var uddødt  (opslugt i SDM racen). Karl Nielsens gruppe er noget mere kødkvægspræget med betydeligt islæt af Hollandsk kvæg. I øvrigt mistænkes gruppen også for at bære gener fra det ikke særligt jyske Charolais kvæg, et rygte som Genressourceudvalgets lukkethed er med til at give næring til.

Uenigheden er i al sin enkelthed: skal disse 3 grupper blandes eller skal de holdes adskilt?

Oregaard, Kortegaard og Westergaard hævder - med rette eller urette - at deres Jyske Kvæg er nærmere det oprindelige gamle malkekvæg, der engang befolkede  den jyske halvø. Om det er rigtigt eller ej ville en grundig undersøgelse muligvis kunne afklare. Men indtil da er der en ganske enkel løsning - nemlig at holde de 3 grupper adskilt med hver deres stambog indtil der eventuelt måtte opstå en fælles opfattelse af at de hører sammen.
Det ville samtidig være den videnskabeligt sikreste løsning og leve op til FAOs ideelle målsætning. For man kan altid slå 2 racer sammen i en ny race, men når det er gjort, kan man aldrig adskille de 2 oprindelige racers genkombination igen, og  FAO  lægger netop  vægt på at bevare flest mulige oprindelige racer. Hele grundlaget for bevarelsen af gamle racer er netop forsigtighedsprincippet.
Diskussionen om Jysk Kvæg bliver ofte forenklet til et spørgsmål om hvorvidt den ene gruppe er  rigtig og de andre forkerte,  faktisk kan det sagtens være at alle de 3 grupper er særdeles bevaringsværdige, fordi de netop ikke er beslægtede med Holstein-Frisian racen eller andre store verdensracer. Men der er ingen som helst grund til at blande alt sortbroget kvæg, som ikke er Holstein-Frisian, sammen, især ikke når, der hos avlerne, er en vilje til at opretholde flere racer.
Man kan måske nok forestille sig et skræmmebillede hvor hver avler hævder at hans dyr udgør en ganske særlig race. Men indtil videre er de 3 grupper af gammeldags Jysk Malkekvæg dog fusioneret helt på avlernes eget initiativ, fordi disse grupper helt åbenlyst var af samme type omend ubeslægtede i mange slægtled.
 

Et andet aspekt af konflikten er at de 3 store avlere beskyldes for at ønske at have et slags monopol på de vigtigste racer. Avlerne kan på den måde komme til at stå som gidseltagere af dyrene, når man forhandler tilskud til dyreholdet. Det er derfor meget naturligt at staten ikke har interesse i at fremme en situation hvor ganske få private sidder på hele kulturarven af gamle husdyrracer.
Problemet bider imidlertid sig selv i halen, så længe man ikke er enige, om hvordan avlen skal styres, især om de 3 grupper Jysk Kvæg skal holdes adskilt i avlen. Men hvis Genressource-udvalget, som fører stambogen og administrerer frostlageret af sæd, imødekommer ønsket om at bevare de Jyske Kvæg som 3 adskilte linier, ville de 3 avlere ikke længere kunne forsvare den manglende vilje til at sælge avlsdyr med faglige argumenter. Man fristes til at sige at Genressourceudvalget, ved at imødekomme dette relativt omkostningsfrie krav fra avlerne, kunne skille fårene fra bukkene.
Ud over tendensen til monopol er det største problem ved at en stor del af en truet race går et eller kun får steder bl.a. risikoen ved sygdomsudbrud, samt det forhold at 2-3 besætninger af en race simpelthen ikke kan rumme et tilstrækkeligt antal individer til at bevare racen på langt sigt.
I givet fald ville man være ovre i en mere centralistisk og alt for kostbar model, som NGOernes deltagelse netop skulle være midlet imod.

Den 15 år lange fejde synes helt urimeligt, når aktørerne på begge sider af konfrontationslinien brænder for den samme sag og burde have de bedste forudsætninger for at forstå de modspillerere, der burde være medspillere. NGOere er ofte halstarige ildsjæle. Men det gælder i alle lande, og mange andre steder er der opstået et forbilledligt og ligeværdigt samarbejde mellem de statslige organisationer og NGOerne. Oregaard-konflikten har tilsyneladende domineret billedet så meget, at et sådant ligeværdigt og positivt samspil aldrig har slået rod i Danmark. Konflikten har muligvis også medvirket til at Genressourceudvalget er blevet relativt lukket, hvilket igen har bekræftet græsrøddernes fjendebillede. Hvis ikke den danske bevarings-farce skal fortsætte må parterne glemme de gamle fjendebilleder og indgå i et samarbejde, der kan virke tillidskabende! Den danske genbevaringsdebat står stadig i det vadested, som alle vore nabolande forlod for mange år siden, og det er for ringe i et lille rigt land som vores!