Center for Bio-diversitet

Biodiversitet - der er langt fra Rio til Bruxelles

Det hedder i Rio-konventionen at:
  ...landene skal søge at bevare racerne/varieteterne i de omgivelser hvor de har udviklet deres særlige egenskaber....
og :  .. respektere bevare og vedligeholde viden og praktiser, der findes i lokalbefolkningen , når den er en del af en traditionel livsstil som er relevant for bevarelsen af de mangfoldige racer/varieteter.

Men hvordan ser realiteterne ud i EU i 1997 ?

I FNs Rio-konvention om biologisk diversitet, fik man vedtaget nogle vældig gode og smukke mål, om hvordan alle FNs medlemslande skulle bevare den biologiske mangfoldighed, såvel de vilde arter som de forædlede husdyr og kulturplanter. Man skulle herefter på det ihærdigste sikre, at flest mulige sorter og racer overlever, selvom de er gået ud af produktionen, og det både i genbanker og i virkelig avl.
Det første kniber det med at leve op til for ulandenes vedkommende - og det forstår man ligesom, sålænge befolkningen er underernæret, må det være svært at få ret store bevillinger til frostlagre for små glas med frøprøver.
At det kniber gevaldigt med det sidste i EU-landene, er derimod temmeligt svært at forstå. At der ikke er gjort så meget for ligefrem at stimulere og understøtte arbejdet med at bevare sorter og racer i de områder, hvor deres vugge har stået, kunne man nok forklare med at Rio-konventionen først blev vedtaget i 1992 og EU-apparatet rider måske ikke lige samme dag som det sadler. Men at EUs regler er fuld af finurligheder, der ligefrem lægger hindringer i vejen for, at behjertede mennesker kan bevare sorter og racer i deres intakte oprindelige form, og endda tilskynder til at endnu flere sorter ryger ud på sidelinien, hvorfra der er meget kort til definitiv forsvinden - direkte i strid med Riokonventionens intentioner. Det er da utroligt! Havde et U-land formastet sig til noget lignende, ville det miste bistand og blive truet på handelsaftalerne.

EU og reglerne
Nu er EU jo på mange måder de gode intentioners projekt, men EU-apparatet er stort og virkeligheden her ved årtusindes slutning er kompleks, og de to faktorer tilsammen kan godt gå ud over overblik og sammenhæng. Og det er også heri forklaringen på EUs defacto bekæmpelse af den biologiske mangfoldighed skal søges, for der er næppe nogen i EU-apparatet, der fuldt bevidst har til hensigt at tromle Rio-konventionen. Men når overblikket forsvinder, får pressionsgrupperne mere frit spil, og så bliver det svært at få de gode intentioner omsat til handling.

De regler,  der skaber problemerne er slet ikke regler. der har til formål at regulere den biologiske mangfoldighed - det er så at sige en bivirkning. De famøse regler er nemlig skabt for at beskytte producenter og forbrugere mod fusk og dårlig kvalitet. Men de rammer alt for bredt og indeholder ikke undtagelser og minimums grænser, der kunne levne plads for bevarelse af de marginale sorter og racer i produktion og handel af mindre målestok.
 

Kulturplanterne
For at en frøsort må sælges i EU, skal den registreres på en sortsliste af et frøfirma, og det er så dyrt, at kun sorter med en relativ stor omsætning er rentable at ofre registreringen på.
Det er regler, der er skabt for at beskytte, avlerne mod at så noget, der ikke svarer til beskrivelsen. Det er jo godt nok når det drejer sig om et gartneri, der tilsår et par hektar med en lovende kålsort, at de har en vis sikkerhed for, at en hel sæsons arbejde ikke er spildt. Men det er at skyde gråspurve med kanoner, når de samme krav gælder for frø, der skal sælges i små poser med 5 g.  Så beskyttelsen af forbrugeren står ligesom ikke i forhold til den skade, reglerne gør på den biologiske mangfoldighed. I øvrigt er beskyttelsen ikke så god endda, fordi det er helt legalt at sælge registrerede sorter i Danmark, selvom de flotte ord og billeder på posen bygger på hollandske erfaringer. Det er tragisk, for vi bytter derved gamle egnstilpassede sorter, der gav et mindre men stabilt udbytte ud med internationale registrerede sorter, der har gode papirer på ydeevne, men som bare ikke holder hvad de lover, når de kommer til Jelling på jord, der ikke er optimal og  ìvelsprøjtetî .

EUs ønske om ensartethed er i sagens natur på kollisionskurs med et ønske om mangfoldighed. Der findes agurkesorter, som er hvide, gule, runde og endda tornede, såvel som jordbærsorter, der har rosa, hvide eller gulgrønne bær og hvad faconen angår kan bærrene på nogle sorter nærmest være femtakkede eller bare skæve og flade som vores egen Dybdahl. Den slags sorter med særpræget udseende kunne nok have en fair chance for at overleve som specialiteter, men hvordan skulle de nogensinde få klemt sig ind i regulativer for ensartethed? Reglerne for produkternes ensartethed er ganske vist rummelige nok til at krumme agurker og lilla gulerødder kan sælges på torvet. Men når de ìunderlødigeî sorter ryger af sortslisterne, bliver det ofte praktisk umuligt for et lille torvegartneri at skaffe frø eller udplantningsplanter.
 
 
Husdyrene
For dyrenes vedkommende er det de veterinære bestemmelser, der giver problemer for de gamle racer og deres venner. Et frisk eksempel er bekæmpelses-planen mod virus-sygdommen Newcastle disease. Sygdommen smitter ikke mennesker, men alle hønse-fugle og overføres af mange andre fuglearter ligefra gråspurve til duer.
Den allervigtigste grund til overhovedet at bevare husdyrracer, der er gået ud af produktionen, er at man ønsker at bevare andre genetiske egenskaber end de rent produktive, især egenskaber som tilpasningsevne overfor miljøet generelt og evnen til at udvikle resistens mod sygdomme. Disse egenskaber vedligeholdes og udvikles imidlertid kun hvis dyrene udsættes for miljøets belastninger og smittekim fra de sygdomme, de udvikler resistens mod.
EUs kamp mod Newcastle disease omfatter alle tamme fjerkræ, men ikke vilde fugle. Det betyder at en fasan, der holdes i fangenskab er omfattet af bekæmpelsen mens en vildtlevende fasan ikke omfattes. Smitten trives altså frit i naturen, hvilket er uundgåeligt, idet det er totalt umuligt at udrydde en virussygdom med så mange forskellige værtsarter. Det er således ikke en kamp mod vindmøller, men en kamp mod himlens frie fugle!
Bekæmpelsen får lidt forskelligt udtryk i de enkelte lande, i Danmark nedslagtes hele flokken, hvis en enkelt høne viser sig at være smittet. Set fra et bevaringssynspunkt er det meget uheldigt, fordi netop de høns, der overlever kontakt med smitten, er de der rummer de værdifulde genetiske egenskaber, vi ønsker at bevare. I andre lande praktiseres forskellige andre ordninger, som  f.eks. vaccination, de er mere hensynsfulde overfor de mennesker, der vier deres tid til at passe vores levende kulturarv med foder og vand indtil næste generation får eget hus og have, og overtager dem. Men udfra et bevaringssynspunkt er vaccinationen ligeså meningsløs, fordi den beskytter hønsene mod den naturlige selektion for sygdomsresistens. Beskytter man dyrene mod sygdommenes naturlige evolution, kan man ende med at bevare en tom skal, der i farve og form ligner de gamle racer på en prik, men ikke rummer deres egenskaber, fordi de ikke har haft brug for disse egenskaber i generationer.
En nærliggende løsning ville være at lade småhold af høns være undtaget fra bekæmpelsen sammen med de beslægtede vilde arter. Man kunne tillade brugen af vaccination i erhvervsbesætninger, så de kan beskytte de svækkede men produktive industri-høns mod kæmpetab ved sygdomsudbrud. Og så overlade de gamle racer til naturens luner sammen med de vilde fugle. På den måde vil de små hønsehold være et stort billigt avlscenter, hvorfra man altid kan hente avlsmateriale, der kan tilføre produktionshønsene vitale gener, som kan blive meget vigtige hvis f.eks. frilandhøns engang bliver normen i stedet for undtagelsen.
 
Lignende forhold gør sig gældende for andre husdyr og andre sygdomme, og sålænge sygdommene ikke smitter mennesker, burde man i mangfoldighedens navn lægge en anden standard for småhold af gamle racer end for masseproduktion af industridyr. Og selv for en sygdom på grænsen, som salmonella, er det velkendt at arvelig resistens kan fremelskes i en race eller mistes afhængig af avlsmål, og da salmonella bakterier er tilstede i det naturlige miljø, i jord og på planter, vil f.eks. en frilandshøne være nødt til, at have anlæg for en fornuftig resistens i sin arvemasse. Det er derfor et udmærket mål at have at udrydde salmonellabakterier i industrielle kyllingefarme osv., men knap så smart at overføre den standard på hobbybesætninger i folks baghaver eller frilandshøns i det hele taget. Folk bliver jo også sjældent syge af at spise deres egne høns, både fordi de færreste vil spise en syg høne, og fordi processen med at rengøre den, giver en lidt mere jordnær føling for værdien af at tilberede kræet forsvarligt.
 
 

Fra at modarbejde til at fremme den gode sag
At fjerne de sikkert ganske udmærkede reglers uhensigtsmæssige bivirkninger er nemt og ganske gratis, fordi det simpelthen består i at indføre en bagatelgrænse, og de-regulere alt det der ligger under grænsen, og så håbe på at behjertede mennesker vil bevare den biologiske mangfoldighed i deres baghaver, og det vil de uden tvivl i en vis udstrækning,

Men det at undlade at skabe forhindringer for udbredelsen af udgåede sorter er dog kun et første lille skridt i den rigtige retning
Man skal ikke overse, at grunden, til en sort  ryger ud af mainstream produktionen, er, at dens økonomiske afkast er for lille til, at den er  rentabel at dyrke eller avle. Fjerner man f.eks. frøgodkendelsesgebyrerne, vil det ganske vist redde en lille gruppe op over den økonomiske rentabilitets grænse, - de som er ìfancyî eller tæt på mainstreamsorternes udbytte; men det er langt fra sikkert, at det også er netop de sorter, der bærer rundt på de egenskaber vi får brug for om 25 eller 200 år.
Så en lempelse af reglerne kan godt glæde både haveejerne og nogle små frøfirmaer; men skal man for alvor leve op til Rio-konventionen, må man  et skridt videre og på en eller anden måde stimulere og understøtte bevarelsen af sorter og racer for deres egen skyld. For kun virkelige ìnutsî gider i det lange løb at passe og pleje en varietet år efter år, fordi oldebørnene måske får brug for en eller anden egenskab, den måske bærer rundt på i sin arvemasse. Så skal Rio-konventionen efterleves, må der et andet incitament til end blot det at, det er sjovt at servere en tornet agurk for svigermor, og sådanne incitamenter kunne EU jo i virkeligheden være en udemærket  instans til at skabe.
Indtil det sker bliver både dyr og planter i virkeligheden overladt til modeluner, og det er ikke den bedste sikkerhed for bevarelsen. Dyrene er derudover ofte i hænderne på opdrættere, der kun opdrætter med henblik på udstillinger, og det avlsprogram, der praktiseres i den sammenhæng, tager sjældent højde for at bevare racernes iboende egenskaber.
 
(Artiklen er tidligere trykt i: Praktisk Økologi nr. 2 - 1997)
 
 

Send en email til Center for Bio-diversitet

© Center for Bio-diversitet.

Denne side er senest revideret november 2000.

Center for Bio-diversitet har til formål at fremme den biologiske mangfoldighed og bevarelsen af gamle og nye varieteter med værdifulde egenskaber.

Centerets websider redigeres af Heine Refsing