Center for Bio-diversitet |
I sommeren 1991 startede Grain (Genetic Ressources Action International) en kampagne for bevarelsen af Europas kulturplanter. Kampagnen er blevet døbt Save Our Seeds (SOS). Den mangfoldighed af sorter, som vore forfædre har opbygget i løbet af de sidste årtusinder er nemlig hastigt ved, at forsvinde for evigt blandt andet, på grund af centralisering i frøbrancen.
Denne proces, hvor en mangfoldighed af gamle sorter forsvinder og erstattes
af få nye sorter, kaldes genetisk erosion. De mange forskellige sorter
udgør nemlig en stor pulje af gener, og forsvinder et af disse gener
( for eksempel et gen, der gør en plante modstandsdygtig over for
en eksisterende eller kommende sygdom), er det pågældende gen
principielt gået tabt for evigt, og vi er en mulighed fattigere.
Ud over at denne proces gør verden fattigere ved at reducere afgrødernes
fascinerede mangfoldighed, kan denne proces få uoverskuelige konsekvenser
for vor fælles fremtid.
Ensretning betyder usikkerhed
Foruden den store irske hungersnød i 1845-46, som bevirkede
at halvdelen af den irske befolkning på 6 millioner, enten døde
af sult eller emigrerede, findes der flere nyere eksempler, på hvad
konsekvensen af den meget spinkle satsning på ganske få nye
sorter kan blive; eksempler, der kun udgør en forsmag, på
hvad vi har i vente hvis ikke udviklingen vendes.
Et meget snævert genetisk grundlag for forædlingen af en kulturplante er altid en åben invitation til en katastrofe - ingen ved blot hvornår den kommer. I 1971 mistede mange amerikanske farmere hele deres majshøst på grund af en skimmelsygdom (southern com leaf blight), fordi alle de dyrkede sorter havde en genetisk svaghed til fælles.
Samme år gik det ukrainske landmænd endnu værre, fordi en eneste "supersort" af vinterhvede sået over enorme arealer bukkede under på grund af usædvanlig hård frost. I dag er alle brødhvedesorter i Frankrig efterkommere af en eneste sort udviklet i 50 erne, altså alle sorter med de samme potentielle svagheder. Det samme gælder mange andre afgrøder ud over Europa.
Bare 3 æblesorter står for 95 procent af den franske æbleproduktion, i Holland er 2/3 af alle vigtige afgrøder repræsenteret af bare 2 eller 3 sorter, som dyrkes over hele landet.
Med jerntæppets fald er der risiko for at den genetiske erosion løber endnu stærkere, når østeuropæere i begejstring for alt vestligt, erstatter hvad der måtte have overlevet af gamle sorter, med den velmente vestlige hjælp til at øge produktionen - nye supersorter med samme forældre, som de sorter, der dyrkes i vest.
Den genetiske erosions hast kan illustreres med nogle tal fra GRAIN:
Mellem 1804 og 1904 blev der dyrket 7098 kendte og navngivne æblesorter
i USA, nu er 6121 af disse forsvundet, Ud af 50 sorter af rosenkål,
som stadig var på markedet i England i 1965 var kun 18 tilbage i
1974. og i løbet af de sidste 40 år er 95 procent af de lokale
græske hvedesorter forsvundet for evigt.
Her i Danmark findes der næppe overhovedet lokal kornsorter længere,
og det samme gælder andre afgrøder, traditionen for at avle
egen såsæd har ikke været særlig stærk her
i landet. Det, der bliver dyrket, er altså det frøfirmaerne
tilbyder, og sådan har det nok været i Danmark længere
end andre steder. Så en stor del af vores nationale arv af kulturplanter
er uden tvivl gået tabt, inden genbankerne startede deres indsamlinger.
Mangfoldighed betyder sikkerhed
Før centraliseringen af frøbrancen, har en mangfoldighed
af små frøfirmaer sikret et forholdsvis varieret udbud af
sorter. Og endnu tidligere før kommercialiseringen af frøavlen
eksisterede en ideel tilstand, hvor mange gartnere og landmænd var
planteforædlere og hvert år udvalgte de bedste planter til
videre avl. På den måde opstod en virkelig mangfoldighed af
lokale sorter, som var tilpasset forholdene lige netop i det område
hvor de blev dyrket. Måske vil hvidkitlede planteforædlere
rynke på næsen af disse amatører, men man skal ikke
glemme, at det er disse generationer af planteforædlere, der gennem
tusinderne har frembragt alle vore kendte afgrøder, og tilpasset
dem til forskellige klimaforhold. Hvad moderne planteforædlere har
tilføjet til dette arbejde i de sidste 100 år, er det rene
småting og finafpudsninger i forhold til det benarbejde, der gjorde
vilde ukrudtsarter til spiselige grøntsager og kornsorter.
De mange forskellige lokalsorter gav en bedre sikkerhed mod skift i
klima og sygdomme, dels dyrkede de en anden lokalsort i nabosognet, dels
indeholdt den enkelte lokalsort langt mere genetisk variation end en moderne
sort, hvor total ensartethed er definitionen på en ren sort, der
kan nyheds-registreres, og give forædleren ret til at opkræve
forædler-afgift. Lokalsorterne var ikke mere ensartede end landmanden
havde brug for det, det ville for nogen afgrøder sige samtidig modning
- men ellers variation; for andre kunne det være smagen/farven eller
andre æstetiske egenskaber, der var afgørende, mens man så
stort på hvor jævnt afgrøden blev høstklar.
Gener i frost-lager eller i live?
De store planteforædlere og frøfirmaer er i dag ejet af
store multinationale kemiske industrier. At sælge frø og tilhørende
sprøjtemidler er simpelthen smart business. monokultur og genetisk
ensretning skaber flere problemer med sygdomme og skadedyr, og dermed øget
afhængighed af kemiske hjælpemidler. Sygdomme og skadedyr forædles
også, der opstår hele tiden nye stammer, nogen af dem kan overkomme
de resistenser hos planterne, som hidtil har bremset angrebene. Sådan
har det selvfølgelig altid været, men før i tiden var
alle planterne på en mark ikke fuldstændig ens, og nabosognenes
marker med samme afgrøde var endda forskellig fra hinanden. Afgrøderne
havde en variation, der modsvarede deres fjenders variation. Med de nye
sorters sejr over landracerne er planteforædlerne endt i en (givtig)
trædemølle, hvor de er nødt til at kappes med skadevoldernes
evige evolution, og stadig udvikle nye kemikalier og nye sorter. De "nye"
resistenser kommer fra gamle sorter eller vilde slægtninge til kultur-planterne,
og frøindustrien mener vi har tilstrækkeligt af disse gemt
i genbanker, nedfrosset i store centraliserede samlinger. For eksempel
samles hele Skandinaviens offentlig ejede gensamlinger i Nordisk Genbank.
Men flere og flere mennesker er uenige i denne politik. De ønsker
at bevare de gamle sorter på markerne, ikke af nostalgi; men fordi
de gamle sorter i flere henseender er bedre; giver bedre udbytte uden de
(på flere måder) dyre kemikalier, større sikkerhed og
simpelthen smager bedre.
Genbankerne gør et godt arbejde, men selv de bedste af dem dyrker ikke alle sorter i deres samlinger ud ofte nok til at være helt sikre på at bevare livsduelige frøsamlinger, det er et spørgsmål om penge. På græsrods-niveau er der allerede nu etableret netværk, som forsøger at opretholde genetiske samlinger i kontinuerlig dyrkning. I USA finder man SSE (Seed Savers Exchange) med 1000 aktive medlemmer, som i netværkets årlige byttelister har 15.000 frøtilbud. I Europa er der forskellige lokale netværk eller private samlinger. Størst er Arche Noah med 300 aktive medlemmer i Tyskland, Østrig og Schweitz, som har som målsætning at redde hele Europas arv af kulturplanter. En tysk privat samling findes i Bayreuth hos Martin Bossert. Samling omfatter flere sorter af korn end den officielle tyske genbank.
Formålet med GRAINs SOS-indsamling er at redde disse græsrods-samlinger i Europa fra at forsvinde på grund af økonomiske problemer. Ligesom de statelige genbanker er disse netværk nemlig økonomisk trængte. Et af deres problemer er at frø af sjældne sorter i praksis ikke kan sælges kommercielt på grund af EF-bureaukrati og papirformaliteter, der reelt udelukker frøproduktion i mindre skala. Netværkene er således baseret på idealisme, som er et godt udgangspunkt for arbejdet, men et lige vel spinkelt grundlag for bevarelsen af en grøn arv, der kan blive afgørende for vores fremtid.
Jaap Hardon, direktør for den hollandske genbank, har foreslået et samarbejde mellem genbankerne og græsrodnetværkene, som kunne sikre bevarelsen af dyrkningsværdige gamle sorter på en mere forsvarlig måde. Harden har beregnet at et sådant integreret netværk for bevarelse af Europas kulturplanter ville koste omkring 5 millioner dollars pr. år, et stort tal; men mindre end 1 procent af værdien af det Europæiske frømarked.
(Artiklen er tidligere trykt i: Nyhedsbrev fra Center for Bio-diversitet
nr. 4 efterår 2000)
Send en email til Center for Bio-diversitet
© Center for Bio-diversitet.
Denne side er senest revideret november 2000.
Center for Bio-diversitet har til formål at fremme den biologiske mangfoldighed og bevarelsen af gamle og nye varieteter med værdifulde egenskaber.
Centerets websider redigeres af Heine Refsing