Til Plantedirektoratet

Høringssvar vedr. det tilsendte "Forslag til strategi for det fremtidige danske arbejde med jordbrugets plantegenetiske ressourcer" juli 2002

Hermed et høringssvar fra Center for Bio- diversitet på udkastet til en strategi for plantegenetiske ressourcer, vi takker for tålmodigheden, og beklager forsinkelsen, som blandt andet skyldes mange og lange overvejelser omkring relevansen af fortsat at deltage i processen.
Overvejelserne er endt i generelt at henvise til det forslag for en organisering af den folkelige deltagelse i bevaringsarbejdet som vi 23. maj 2002 sendte til Fødevareminister Mariann Fischer Boel. Ministeren bad kun om et forslag vedrørende husdyrene; men den model vi foreslår er også geared til at omfatte kulturplanterne.
Forslaget til strategi juli 2002, lyder på mange måder som gode intentioner, men indeholder få eller ingen konkrete tiltag, der vil få praktisk betydning for bevaring af biologisk mangfoldighed eller plantegenetiske ressourcer på græsrodsniveau. Derfor tager dette høringssvar ligeså meget afsæt i vore konkrete erfaringer, disse erfaringer har vi tidligere i processen forsøgt at formidle til arbejdesgruppen med vore sparsomme ressourcer, uden at det afspejles i forslaget. Måske netop på grund af vore sparsomme ressourcer eller måske på grund af kommunikations-vanskeligheder mellem 2 ret forskellige indgangsvinkler til bevaring af biologisk mangfoldighed.

For både dyr og planter gælder det, at den folkelige deltagelse på græsrodsniveau har en meget anderledes interesse i bevaringsarbejdet, end den produktionsorienterede interesse det moderne landbrug har i bevaring af gener med produktionspotentiale.
Denne forskel er mere udtalt i et højtproduktivt land som Danmark, hvor hobbyavlere har råd til at dyrke sorter udelukkende for bevaringsformål, æstetiske kvaliteter, kulturhistorisk interesse, smagsoplevelse osv. - uden skelen til et kvantitativt udbytte.
Amatørforædlig på baghave niveau har således også næsten altid andre mål end udbytte; dette indebærer et stort potentiale for bevarelse af en meget bred biologisk mangfoldighed i vores rige del af verden, hvis den bliver mere tilgængelig for befolkningen. Riokonventionen forpligtiger udtrykkelig til en sådan in situ bevaring.
Vi har derfor en interesse i at de nordiske samlinger bliver så brede og tilgængelige som muligt uden udsortering af "unyttige" sorter, og vi har en interesse i legal udveksling af små mængder planter og frø med ligesindede i alle de klimazoner, der kan byde på plantemateriale der matcher de nordiske klimaforhold, - også udenfor EU.

Græsrodsniveauet vil have stor gavn af at få anerkendt vores eksistensberettigelse gennem etableringen af en struktur, der direkte har til formål at varetage interesser for den folkelige avlerkulturs mere kulturelle og sociale anvendelse af den biologiske mangfoldighed, og ikke blot har os med som et pligt-appendiks til den bevaringsindsats, som har til formål at sikre råmateriale til landbrugets forædlingsarbejde. På de fleste områder har vi helt andre interesse end det industrialiserede landbrug, og der er brug for helt andre tiltag for at bevare den folkelige kulturelle tradition omkring hobbyavl, og bevaring af sortsrigdom og variation.
Dette ønske synes også at være berettiget jnf. Riokonventionens artikler om retten til at bevare en traditionel livstil og befolkningens ret til den biologiske mangfoldighed.
Etablering af et "Udvalg for biologisk og kulturel mangfoldighed" i lighed med det forslag Center for Bio-diversitet anbefalede Fødevareminister Mariann Fischer Boel ville bedst kunne imødekomme disse behov. (bilag 1)

For at illustrere baggrunden for dette ønske vil vi kort beskrive nogle få eksempler på problemer for plante området herunder:
 
 

Baggrund

Den folkelige deltagelse i bevarelse af biologisk mangfoldighed er for størstedelen helt uorganiseret og udføres af folk pr. tradition og uden at de opfatter det i et større perspektiv som bevarelse af sorter osv. Det betragter vi som den traditionelle livstil og avlerkultur som Riokonventionen pålægger os at begunstige og bevare. Det er en almuekultur og den kan pr. definition ikke registreres, organiseres osv. uden at den mister sin karakter.
De organiserede foreningers rolle er at øge kvaliteteten, f.eks. ved  at formidle udveksling af det plantemateriale, der ofte er meget egnsbundet til en bredere kreds, ved at sprede information, og ved at fastholde en anderledes tilgang og forståelse af biologisk mangfoldighed end systemets tekniske og produktivitets orienterede opfattelse af planterne.

Center for Bio-diversitet udgiver Loci 4 gange årligt. Lidt over 200 er betalende støttemedlemmer, derudover sendes bladet fast til ca. 50 gratister. De seneste 2 år har vi af hvert nummer trykt 500 eksemplarer. De overskydende eksemplarer udsendes eller uddeles til potentielt interesserede, som et forsøg på at ekspandere til et bæredygtigt niveau.
Det er en relativt stor satsning for Centeret både iform af ulønnet arbejdsindsat og i forhold til financeringsgrundlaget, og det er ikke lykkedes at få støtte til den type aktiviteter fra NGB, Genressourceudvalg eller andre offentlige instanser.

Livsnerven for de folkelige foreninger er at folk melder sig ind og betaler et kontingent, og det gør de erfaringsmæssigt af 3 grunde:
1) adgang til spændende planter/frø
2) adgang til informationer
3) for at støtte en god sag

Vores erfaringer med de offentlige systemmer tyder på at man reelt ikke ønsker en organiseret folkelig deltagelse i bevarelse af den domesticede biologiske mangfoldighed i Danmark.
I praksis virker det som om man forsøger at udkonkurrere og underminere folkelig organisering og skabe direkte relationer mellem private enkeltpersoner og offentlige institutioner. I noget der måske kan betegnes som et "skolemester-elev forhold".
Hvis dette er målet vil det meget let kunne nåes, for avlere af planter og dyr er svagt organiserede, og har meget få eller næsten ingen muligheder for at nå ud til den almindelige borger med et budskab, der kan konkurrere med de farvestrålende publikationer som lejlighedsvis udsendes af nordisk genbank, museer o.lign.

Vi tvivler imidlertid på, at man opfylder forpligtigelserne i forhold til Riokonventionen med denne model, og denne topstyrede model vil kræve større økonomiske ressourcer samtidig med at den vil bevare mindre.
Riokonventionen forpligtiger til at bevare dyrene og planterne in situ; men også til at begunstige og beskytte den traditionelle livstil og kultur, der hører sammen med avlen af tamme dyr og planter.
Uden avlerne og avlerkulturen bliver dyrkede planter og husdyr hjemløse, derfor er det et kæmpe paradoks, når danske myndigheder gør livet så surt for avlerne, at de opgiver at hobbyavlen, samtidig med at man laver fine støtteordninger til bevaring af gamle racer/sorter!
Sporene fra det husdyrgenetiske udvalg skræmmer, idet udskiftningen blandt de avlere der bliver engageret med lokkende dyretilskud er uhørt høj i forhold til de racer hvor avlerne har et sammenhold i en forening for deres race, - uanset om de får tilskud eller ej.

Man kan ikke redde den biologiske mangfoldighed, ved at erstatte de avlere, der avler fordi de er en del af en kultur og af kærlighed til dyr og planter; med folk der har dyr / planter for at få tilskud!
 
 

Konkurrence istedet for synergieffekt

Ingen foreninger, klubber eller informationscentre, med et almennyttigt formål kan konkurrere med institutioner, der har statsmidler i ryggen, og derfor må der ændres grundlæggende på de offentlige institutioners ageren på området, hvis man alvorligt ønsker en deltagelse af græsrødder / NGOere.
Som det er nu hvor museerne konkurrer mod vore foreninger med publikationer og salg eller uddeling af plantemateriale betyder det også at vi handler mod egne interesser, hvis vi afleverer interessant materiale til Nordisk Genbank, hvorfra museerne kan rekvirere materiale (øjensynligt med større held en vi).
En negativ spiral har været igang i mange år og forstærkes jo mere museerne satser på dette område som en kilde til nye bevillinger.

Stiftelsen af "statslige foreninger" er en anden konkurrence front. Vi har endnu ikke set hvilken betydning KVLs stiftelse af "foreningen" Pomana får (MOSAIK uge 25 2001, s. 3); men den har angiveligt samme formål som Center for Bio-diversitet og Frøsamlerne, og ved at vælge  oppefra at stifte et statligt alternativ til de etablerede NGOere, istedet for at styrke de eksisterende NGOere har man valgt en strategi, der minder om den på husdyrenes område, hvor de folkeligt styrede græsrodsforeninger åbenbart heller ikke passede det officielle Danmark.
På husdyrenes område udkonkurreres de selvgroede foreningers medlemsblade nu af et statsligt blad  (ARV & AVL) fra Genressourceudvalget, som udgives i et gratis oplag på 1200, NGH udgiver desuden et stigende antal publikationer, og vi kan frygte at noget lignende vil ske med først Pomona og siden andre "statslige foreninger" som spydspids.
Muligvis opfatter det officielle Danmark disse tiltag som positive informationsstrategier, men det nuværende "markeds" størrelse gør at de mange tiltag virker konkurrenceforvridende, og kvæler den fremspirende organisering på græsrodniveau i fødslen. De mennesker, der er så bevidste om biologisk mangfoldighed, at de ønsker at læse om det og deltage aktivt, bliver snuppet af de statlige aktører, fordi folk meget naturligt vælger det flotteste, bliver vænnet til at det er gratis, og føler at de er "med i tilstrækkeligt".

En positiv spiral med museerne kunne komme igang:
- hvis museerne forhindres i at avle og sælge frø og planter af gamle sorter. Undtagen i de tilfælde hvor der er et kommercielt nicheprodukt fra små frøfirmaer, små planteskoler eller NGOere, som museerne kan indkøbe og forhandle.
- hvis museerne begrænser sig til formidling og udstilling
- hvis museerne gør det til en del af deres virke at styrke den levende folkelige kultur på dette område ved:
 at henvise publikumer der er interesserede i selv at deltage i den praktiske side til de folkelige organisationer.
- at videreformidle fund af gamle sorter i privat varetægt til vore foreninger, så tingene forbliver i deres insitu miljø (istedet for kun at indsamle det til samlingerne).

Statsfinanceret konkurrence mod almennyttige sammenslutninger, små frøfirmaer og små specialplanteskoler er helt uantagelig!
 
 

Græsrødderne og Nordisk Genbank

NGOere opfordres sommetider til at bidrage til NGBs samlinger med frø / planter, og der har endda på det seneste været henvendelser med opfordring til ulønnet insitu-opformering af NGBs sorter.
Der synes således at være en underforstået opfattelse af, at de offentlige institutioner kan "bruge" NGOerne som "praktiske grise" når det er opportunt. Det er ikke særligt konstruktivt, og fører ikke til et godt samspil og den synergieffekt man kunne håbe, der ville være mellem de 2 sider af den samme gode sag.

Center for Bio-diversitet har f.eks. siden stiftelsen i 1995, kun helt undtagelsesvis fået positivt resultat af forespørgsler på materiale (frø/planter) hos de forskellige afdelinger af Nordisk Genbank. Flere henvendelser er end ikke blevet besvaret, de fleste andre negativt eller henholdende. (og det drejer sig ikke om hundredevis af henvendelser - måske 10-15 ialt i perioden).
Indtrykket er at det er blevet sværere at få adgang til materialet end det var for 10 år siden.
Vi har selv bidraget med materiale af nogle få sorter, men opfordrer nu til at NGOere ikke overlader interessant materiale til offentlige institutioner, inden der er etableret en vis gensidighed.

Synergieffekt mellem Nordisk Genbank og de folkeligt baserede foreninger kunne opstå hvis NGB sammen med os finder frem til interessante sorter i samlingerne, opformerer materialet og kanaliserer planter eller frø ud via foreningerne som medlemstilbud.
Pometet har lavet et forbilledligt projekt omkring Karen Blixenæblet, hvor man poder et antal træer og sælger dem under stor PR dækning og donerer overskudet til Rungstedlundfonden. (nordiske GENressourcer 2002, s 27)
Rungstedlundfonden er naturligvis den helt rigtige at donere overskudet fra et Karen Blixenæble; men Rungstedlundfonden er så vidt vides ikke voldsomt engageret i bevarelse af biologisk mangfoldighed.
Derfor kan det kun vække undren, at vi NGOere der har bidraget til Nordisk Genbanks samlinger bl.a. på Pometet øjensynlig ikke findes værdige til en tilsvarende ære. Et sådant projekt ville ellers være et stort aktiv for os både som PR værdi, der ville få folks øjne op for værdien i at tegne medlemsskab og måske selv deltage aktivt - ligesom overskudet fra et mindre antal frugttræer ville betyde meget for græsrøddernes trængte økonomi.

Personligt har undertegnede deltaget i dette arbejde siden omkring 1985, og når jeg gør status over udviklingen af samspillet med offentlige instanser på område er der røde tal på bundlinien på alle områder hvor det drejer sig om konkrete resultater. Altså næsten 20 år uden at der reelt er kommet nogen fremskridt ud af anstrengelserne og alt det frivillige arbejde jeg og mange andre har lagt i området, - tværtimod er forholdene blevet forringet på en række områder.
Det eneste nye under solen er at man nu er begyndt at tale om os og bede om input til diverse høringer osv. Hvis det er et udtryk for en reel interesse er det godt, hvis det blot er en demokratisk formalitet er det skidt.
Set fra græsrodniveau tyder de hidtidige erfaringer desværre mest på det sidste, det er svært at få øje på vore fingeraftryk i diverse papirer; måske har det været spild af frivilligt arbejde at svare på de mange forskellige ofte indbyrdes ukoordinerede spørgeskemaer, vi de seneste år er blevet tilsendt fra forskellige nationale og internationale institutioner.

Befolkningen har ret til den biologiske mangfoldighed, ret til at anvende den som man vil, og ret til at bevare en livstil der er knyttet til en traditionel udnyttelse af den biologiske mangfoldighed. Denne ret er ikke betinget af at vi bevarer "gener" som forskere udpeger som bevaringsværdige.

Hvis det officielle Danmark forstår at den kulturelle og den biologiske mangfoldighed er sammenknyttede størrelser, og begynder at respektere folks motiver til at ofre hjerteblod og fritid på det, kan den folkelig deltagelse i bevaring af biologisk mangfoldighed blive en succes.
 

Center for Bio-diversitet, Jelling 12.11.2002
 

Bilag:

1) forslag fra Center for Bio-diversitet til Fødevareminister Mariann Fischer Boel 23. maj 2002  -  klik her

2) Loci nr. 4 - 2001
3) Loci nr. 1 - 2002
4) Loci nr. 3 - 2002
 

© Center for Bio-diversitet. - Ophavsret på Internet

Denne side er senest revideret november 2002.

Links til disse sider bedes knyttet til forsiden, for at undgå "døde links" ved omlægninger af siderne.

Center for Bio-diversitet har til formål at fremme den biologiske mangfoldighed og bevarelsen af gamle og nye varieteter med værdifulde egenskaber.

Centerets websider redigeres af Heine Refsing