12.03.2003
 

Til Fødevareministeriets departement

Høringssvar vedrørende forslaget til "strategi for bevarelse af husdyrgenetiske ressourcer"

Indledningsvis må vi beklage den korte høringsfrist, som et udtryk for den velkendte mangel på forståelse for arbejdsvilkårene for de frivillige aktører på dette område.

Det er endnu uklart hvad strategien er tænkt at omfatte, vi har spurgt Fødevareministeren i et brev af 28. feb. 2003 om:
( Læs brevet på Folketingets hjemmeside klik her )
 
1) dette kun er tænkt som plan for udvalgte nationale racer ?

og om

2) ministeriet arbejder med planer for implementeringen af Riokonventionens mere bredde forpligtigelser i forhold til bevarelse af domesticeret biologisk mangfoldighed ?

Det har vi imidlertid ikke fået svar på inden høringsfristens udløb.

Derfor forholder høringssvaret sig til begge muligheder.
 
 

A: Implementering af Konventionen om biologisk mangfoldighed

Fordi forslaget:

1)  Ikke har en model for den nødvendige regelsanering generelt.

2)  Ikke forholder sig til beskyttelsen og begunstigelse af avlerkulturen, kun bevaring af genetisk materiale.

3)  Ikke forholder sig til biologisk mangfoldighed i et bredt perspektiv, men kun nationale racer.
 

I konventionen hedder det at underskriverne skal:

" identificere processer og kategorier af aktiviteter, som har eller kan formodes at have betydelige negative virkninger på bevaring og bæredygtig udnyttelse af den biologiske mangfoldighed og overvåge virkningerne heraf ved prøvetagning og andre metoder"
(Konventionen om biologisk mangfoldighed artikel 7c)

"udvikle eller bevare lovgivning og/eller andre regulerende virkemidler til at beskytte truede arter og populationer"
"regulere eller forvalte de pågældende processer og kategorier af aktiviteter i tilfælde, hvor en betydelig negativ indvirkning på den biologiske mangfoldighed er blevet påpeget i medfør af artikel 7"
(Konventionen om biologisk mangfoldighed artikel 8k og 8l)

"integrere hensynet til bevaring og bæredygtig udnyttelse af de biologiske ressourcer i deres beslutningsprocesser"
"træffe foranstaltninger vedrørende udnyttelsen af de biologiske ressourcer for at undgå eller mindske negative følge for den biologiske mangfoldighed"
(Konventionen om biologisk mangfoldighed artikel 10a og10b)

"respektere, beskytte og bevare viden og praksis, der findes hos lokale samfund, med en traditionel levevis, som har betydning for bevarelsen af den biologiske mangfoldighed"
(Konventionen om biologisk mangfoldighed 8 j).

"beskytte og fremme sædvanemæssig udnyttelse af de biologiske ressourcer i overenstemmelse med den traditionelle kultur, når denne er forenelig med hensynet til bevaring eller bæredygtig udnyttelse"
(Konventionen om biologisk mangfoldighed artikel10c)

Og en af den Internationale Evaluerings 12 anbefalinger var som bekendt:
"Nye bestemmelser til kontrol af sygdomsudbrud, eller blot en stigning i standarderne for dyresundhed, kan have alvorlig indvirkning på opretholdelsen af racer i bevaringsplaner.
ANBEFALING: Det bør tilstræbes, i det er sikkert og hensigtsmæssigt, at der opnås fritagelse fra visse veterinære bestemmelser på såvel nationalt som EU-niveau"
(Alderson, Mousing og Oldenbroeck. København, maj 2002)

I et velstående land som Danmark er det ikke økonomiske forhold men bureaukratiske besværligheder, der er den største hindring for, at folk avler de urentable racer. Hobbyavlere har råd til at avle dyr for bevaringsformål, æstetiske kvaliteter, kulturhistorisk interesse, osv. - uden skelen til et kvantitativt udbytte.
Derfor er netop disse dele af Konventionen om biologisk mangfoldighed, de vigtigste i Danmark.
Derfor er det forunderligt, at man endnu mere end 10 år efter underskrivelsen ikke har taget fat på de områder, hvor man kunne gøre en hel masse for den biologiske mangfoldighed, uden at det ville koste tilskud og dermed skattekroner - nemlig regelsanering og de-regulering for småavlere.

Den traditionelle danske bondekultur overlever idag i kulturelle nicher som småavlere, hobbyavlere, selvforsynere, raceavlere og lignende. Fælles for disse er at de har bevaret meget af den respekt for dyrene som kendetegnede den traditionelle bondekultur, inden effektiviseringen begyndte at omforme landbruget til en mere industriel produktion, der opfatter dyrene som enheder.
Konventionen om biologisk mangfoldighed forpligtiger til at bevare dyrene og planterne in situ; men også til at begunstige og beskytte den traditionelle livstil og kultur, der hører sammen med avlen af tamme dyr og planter.
Uden avlerne og avlerkulturen bliver gamle husdyrracer hjemløse, derfor er det et kæmpe paradoks, når danske myndigheder gør livet så surt for avlerne, at de opgiver at hobbyavlen, samtidig med at man laver fine støtteordninger til bevaring af gamle racer!

Eksempel:
Nogle af de danske bureaukratiske regler er formodentlig enestående i verden. Det gælder f.eks. reglerne om registrering af salg af racefjerkræ, der betyder at den lovlydige avler skal være "registreret sælger" og føre notater om salg af blot en dværghøne eller due i 5 år. Et eksempel på regler, der har haft "betydelige negative virkninger på bevaring og bæredygtig udnyttelse af den biologiske mangfoldighed - artikel 7c", fordi avlere af traditionelle racer fortrænges fra markedet, når de ikke orker at få deres salg af nogle få høns eller duer belagt med bureaukrati og derfor overlader scenen til folk, der sælger industrihybrider til hobbyavl.
Reglerne har ikke haft nogle positive effekter, men har fortrængt de bevaringsværdige racer fra det offentlige rum og truer dermed på længere sigt med at fortrænge en folkelig kultur med århundrede lange rødder i Danmark.

Bevaringen af de racer denne strategi opremser er vigtig, men også det ville være nemmere og billigere, hvis man forbedrer vilkårene for biologisk mangfoldighed generelt
 

B: Kun en national strategi

2) Den bør også omfatte racer der primært har kulturelle og sociale formål, sådan som duer og hunde, katte mv.
Konventionen om biologisk mangfoldighed artikel 2 definerer netop opdrættede og dyrkede arter som: "arter, hvis naturlige udviklingsproces mennesket har indvirket på med henblik på at imødekomme sine behov"
FAOs anbefalinger nævner ligeledes flere steder betydningen af at bevare racer med kulturelle, sociale og rekreative funktioner.
Netop i den mest udviklede del af verden er mange racer allerede overgået til en primær kulturel anvendelse, det gælder f.eks. mange fjerkræ- og hesteracer, og mange flere racers overlevelses-mulighederne afhænger af om de finder en niche hvor deres produktive egenskaber erstattes af mere rekreative formål. Den proces bør fremmes i en dansk strategi, fordi der er et stort potentialle for biologisk mangfoldighed i at opfylde folks rekreative behov med bevaringsværdige racer og levende kulturarv.

Under de rette forhold har de gammeldags racer mulighed for at blive populære til sådanne alternative formål, måske så populære at støtteordninger bliver af mindre betydning for dem, - det er allerede nu tilfældet for høns, duer, ænder, gæs, får, geder og heste. Problemet for disse arter er ikke manglen på interesserede avlere, men at interesserede skræmmes væk af regeljungle, bureukrati og skrappe veterinære regler.

Flere 3. verdens lande lister på FAOs World Watch List racer, der alene er frembragt til kulturelle formål og underholdning, netop i Danmark burde vi have forståelse for, at menneskets behov er meget andet end landbrugsprodukter, der kan spises.
 
 

Råderetten over dyrene

Forslaget om at topstyre avlen er et af de iøjnefaldende eksempler på at udvalget slet ikke tager Riokonventionen alvorligt; men lader sig styre af landbrugsorganisationernes vanetænkning.
Riokonventionen understreger flere steder at udgangspunktet både er bevaring af genetisk materiale og befolkningens rettigheder f.eks.:

"respektere, beskytte og bevare viden og praksis, der findes hos lokale samfund, med en traditionel levevis, som har betydning for bevarelsen af den biologiske mangfoldighed"
(Konventionen om biologisk mangfoldighed 8 j).

"beskytte og fremme sædvanemæssig udnyttelse af de biologiske ressourcer i overenstemmelse med den traditionelle kultur, når denne er forenelig med hensynet til bevaring eller bæredygtig udnyttelse"
(Konventionen om biologisk mangfoldighed artikel10c)

Men udvalgets parole er åbenbart at de mennesker, der har reddet dyrene, nu ikke længere er gode nok, med mindre de vil overtage de avlsmetoder, der netop har udryddet biologisk mangfoldighed gennem 1900-tallet.

Er de samme metoder både er de bedste til at udrydde mangfoldighed og til at bevare den ?

Vil der stadig være motivationen til at arbejde med økonomisk urentable dyr, hvis den avlerglæde der udspringer af at styre avlen overtages af et statsligt ekspertpanel ?

Vi tvivler!

Man opfylder næppe forpligtigelserne i forhold til Riokonventionen om at respektere  den traditionelle kultur og dens sædvanemæssige forvaltning af dyrene med denne model. Den topstyrede model vil kræve større økonomiske ressourcer samtidig med at den vil bevare mindre genetisk variation, og de gamle konflikter mellem Genressourceudvalget og småavlerne på gulvet vil fortsætte.
 
 

In situ  -  ex situ

Opprioriteringen af bevaring iform af nedfrosset materiale er helt ude af trit med internationale standarder:

Når Riokonventionen om biologisk mangfoldighed anbefaler in situ bevarelse som hovedprioritet er det ikke fordi cryokonserveringen ikke var veludviklet nok i 1992; men primært fordi:

1) de levende populationer in situ skal være store nok til at være genetisk bæredygtige selv hvis uheld gør at det nedfrosne materiale går tabt. Nedfrossent materiale er meget sårbart uanset om det er i en, to eller 3 frysere. Tekniske fejl kan altid opstå, krig, terror eller naturlige katastrofer kan direkte ramme lageret eller gøre forsyninger af strøm og andre forhold ustabile.
Derfor er de sædvanlige anbefalinger min.1000 hundyr og 200 handyr spredt på flest mulige lokaliteter, som man også anbefaler i udkastet til dansk landerapport fra 25.11.02

2) Hele Riokonventionen er grundlæggende et ønske om at bevare den naturlige bæredygtige verden intakt i folks hverdag, for at holde andre udviklingsveje åbne og tilgængelige, og som sikkerhed hvis det højteknologiske verdenssamfund kollapser globalt eller regionalt; hvilket alle ved kan udløses af financielle- eller energikriser, såvel som naturkatastrofer.

3) Konventionen ligeså meget er en sikring af befolkningens ret til den biologiske mangfoldighed og til at bevare en traditionel livsstil knyttet til denne mangfoldighed, og almindelige menneskers adgang til dyrene er mildest talt ikke sikret ved nedfrysning af genetisk materiale.

Endelig kalkulerer rapporten med en kontroversiel fremtidig teknik som "voksen kloning". Det er imidlertid helt uholdbart at basere bevaringen på en teknik, der endnu ikke fungerer, og som er så kontroversiel, at den måske aldrig bliver tilladt.
Forskerne har vel ikke allerede glemt, at køerne, drægtige med klonede kalve på KVL, ikke fik lov at føde dem, fordi befolkningens etik siger fra overfor metoden.
Forhåbentlig har de heller ikke glemt, at eksperimentet viste, at de næsten færdigt udviklede kalve var så fulde af defekter, som ingen kunne forklare, at forskerne selv skønnede, at kalvene ikke havde kunnet leve, selv om de var blevet født naturligt.
 

Sammensætningen af det nye udvalg

Forslaget vidner om manglende fornemmelse for hvem det er, der har bevaret dyrene, og fremover kan bevare dyrene; man foreslår således at 3 af det nye genressourceudvalgs medlemmer skal udpeges af industrilandbrugets organisationer, og forestiller sig at disse medlemmer skal være græsrøddernes repræsentanter.
De store landbrugsorganisationer repræsenterer i vid udstrækning de modsatte interesser, fordi stort set ingen af avlerne er landmænd i moderne forstand; men derimod småavlere, hobbyavlere, selvforsynere, raceavlere og lignende kulturelle nicher hvor den traditionelle danske bondekultur har overlevet, siden den for mange år siden blev fortrængt fra det produktive landbrug af effektivitetshensyn, ganske som de gammeldags racer vi ønsker at bevare blev fortrængt.
Center for Bio-diversitet foreslog i det oplæg Fødevareministeren bad om, et nyt udvalg for bevarelse af biologisk mangfoldighed helt uden landbrugsinteresser udfra den opfattelse, at det produktions orienterede industrilandbrug, som har kasseret de gamle racer for årtier siden, næppe kan være de bedste til at forestå bevarelsen af disse racer, og ikke har noget til fælles med de småavlere, der bevarer dyrene.
Landbrugets organisationer repræsenterer i vid udstrækning en modpart ikke en medpart, og det lever ikke op til danske demokratiske traditioner, hvis disse store organisationer skal udpege repræsentanter for græsrødderne.

Erfaringerne med det gamle GRU og strategiudvalget viser, at det er vigtigt at alle har fornemmelse for begge opgavens sider dyrene og avlerne.
I FAOs blad AGRI nr 32; 2002 i artiklen: "Conservation of farm animal biodiversity: history and prospects" beskriver J. Hodges hvordan man internationalt allerede for  et årti siden erkendte at Top-down approacher måtte erstattes af en bottom-up tilgang til bevaringsarbejdet hvor man støtter NGOerne ikke styrer dem.
Det gamle Genressourceudvalgs fiasko skyldtes den arrogante tone, og den manglende forståelse af at når folk gør et frivilligt arbejde, er de deres egne chefer. Vil man være chef og styre folks avl, må man ansætte dem på overenskomtmæssige vilkår - og det er ingen af parterne interesseret i.

Strategiforslaget er præget af den samme mangel på respekt for småavlerne, og skal et nyt udvalget komme til at fungere, må man komme græsrødderne meget mere i møde. Kulturministriets repræsentant bør f.eks. snarere være etnolog end komme fra museumsverdenen, som på mange fronter har gjort en så uheldig figur i forhold til græsrødderne, at der ikke kan findes en person i museumsmiljøet, som vil nyde tillid.

Man må lade dem der yder mest nemlig avlerne sætte dagsordenen, og lade det nye udvalg betjene græsrødderne - ikke dirigere dem.

 
Dyretilskud

Enkeltdyrtilskud bør om muligt på længere sigt erstattes af andre begunstigelser af små dyrehold og gammeldags racer i bred forstand.
Problemet er størst med kvæget, og her kunne man måske forestille sig gratis mælkekvoter til besætninger, der kun har gamle malkeracer. En løsning der vil fremme in situ bevarelse.
For at forsinke indavlen ville tilskud der skaber incitament til at lade moderdyr opnå en høj alder være en god ide. Det er i det hele taget vigtigt at tænke i andre baner end de sædvanlige produktionskoblede landbrugsstøtteordninger. Det er genetisk mangfoldighed ikke produktion der skal fremmes.

Allerede nu kunne tilskuddene med fordel omlægges til:

1) Tilskud til salg af avlsdyr for at fremme spredning til nye avlere.
(tilskud pr. fødsel sikrer ikke flere avlsdyr fordi afkommet måske istedet fedes op til slagtning)

2) Tilskud til moderdyr for at sikre basispopulationen, hvis der ikke er afsætning på avlsdyr.
-for at fremme høj levealder og kontinuitet bør tilskuddet udbetales til alle moderdyr der har født inden for f.eks. de sidste 3 - 4 år.

3) Et lidt højere tilskud til alle handyr der har fået afkom inden for f.eks. de sidste 3 - 4 år.

Sporene fra det gamle GRU skræmmer, idet udskiftningen blandt de avlere, der bliver engageret med lokkende dyretilskud er uhørt høj, i forhold til de racer hvor avlerne har et sammenhold i en forening for deres race, - uanset om de får tilskud eller ej.
Man kan ikke redde den biologiske mangfoldighed, ved at erstatte de avlere, der avler fordi de er en del af en kultur og af kærlighed til dyrene; med folk der har dyr for at få tilskud.

Derfor mener vi generelt tilskud til enkelt dyr er et nødvendigt onde i en overgangsperiode ihvertfald for de fleste racer.
Tilskudsmidlerne bør i højere grad bruges til at styrke græsrodsforeningerne, så informationsniveauet blandt avlerne styrkes. Den svenske model hvor Staten udeler 1,6 mill. kr. pr. år til de forskellige græsrodsforeninger, der er engageret i bevaringsarbejdet kunne være et forbillede. Foreningerne søger hvert år om penge og bruger typisk pengene til at trykke medlemblade og andre publikationer for samt til sekretariats-funktioner.
 

Sammenfatning

Intensionerne med Konventionen om biologisk mangfoldighed er at den biologiske mangfoldighed igen skal blomstre op. Men dette forslag til strategi er kun et spagt forsøg på at sætte tilbagegangen i stå for få udvalgte racer, endda på en måde der er meget sårbar for strømsvigt. Den rummer slet ingen visioner for hvordan man igen kan give mangfoldigheden vækstmuligheder.
Som det hedder i udkastet til Landerapport 25.11.02:
"Den nationale kapacitet på alle områder vedrørende bevaring og udvikling af husdyrgenetiske ressourcer er høj. Danmark har ressoucer til at udnytte landets righoldige udvalg af husdyrracer og til at bevare landets gamle nationale racer."
Den fattige model kan bedst betegnes som vågeblus, og det er flovt at et rigt og oplyst land som Danmark ikke er kommet videre end dette 10 år efter underskrivelsen af Riokonventionen.
 

Underskrivere marts 2003:

© Center for Bio-diversitet. - Ophavsret på Internet

Denne side er senest revideret marts 2003.

Links til disse sider bedes knyttet til forsiden, for at undgå "døde links" ved omlægninger af siderne.

Center for Bio-diversitet har til formål at fremme den biologiske mangfoldighed og bevarelsen af gamle og nye varieteter med værdifulde egenskaber.

Centerets websider redigeres af Heine Refsing